MacBook Pro 16″… Nye tider for MacBooks?

MacBook Pro 16″… Nye tider for MacBooks?

Apple har i en del år fået kritik for deres MacBooks. Først og fremmest har kritikken drejet sig om tastaturet. Det havde en ekstrem kort vandring på kun 0,5 millimeter, hvilket i praksis betyder at det næsten føles som om, man taster på en fast overflade. Der er meget lidt vandring. Derudover havde tastaturet et problem med holdbarheden. Små krummer eller støvkorn kunne gøre en tast ubrugelig.

I november 2019 annoncerede Apple så en opdatering til deres 15″ MacBook Pro. Inden da havde rygterne svirret om bl.a. en større skærm og en opdatering af tastaturet. Og ganske rigtigt… det nye familiemedlem blev en 16″ MacBook Pro med ganske mange opdateringer.

Den nye maskine kommer med en lidt større skærm (16″ mod tidligere 15,4″). Det er i sig selv ikke ligefrem epokegørende. Den største forskel set set udefra på den nye i forhold til den gamle er det opdaterede tastatur. Det nye tastatur er egentlig en tilbagevenden til det gamle “scissor-keyboard” fra før 2015. Fra 2015 til 2019 brugte Apple det såkaldte “butterfly keyboard”. Det nye (gamle) har derimod en vandring på 1 millimeter, og det gør en enorm forskel i den daglige brug. Man får et feedback, som ikke gør en i tvivl om, at tasterne er aktiveret.

One cool machine

En anden stor opgradering i forhold til den gamle 15″ model er en opgradering af kølesystemet. Nydesignede ventilatorer og køleripper gør, at maskinen kan køre med fuld processorhastighed meget længere tid.

© Apple

Den ældre model på 15″ blev hurtigere varm, og det fik cpu’en til at nedsætte hastigheden. Det var især et problem med i9-processoren, som egentlig ikke var pengene værd i forhold til en lidt mindre i7. Maskinen kunne ikke rigtigt udnytte den hurtigere processor, for når den blev for varm nedsatte den frekvensen til hvad der svarede til i7 processoren. Med et opdateret kølesystem er den langt bedre i stand til at køre fuld cpu-hastighed. Ventilatorerne lyder som en lille jetmotor, når den er hårdt belastet, men det gør alle bærbare computere.

6 højtalere gør en stor forskel

Den nye MacBook Pro har fået en stor opgradering på lydsiden. Der er 6 højtalere, inklusiv såkaldte “force-cancelling” basshøjtalere i par til at tage sig af frekvensområdet, og det gør virkelig en forskel.

© Apple

Den har suverænt den bedste lyd, jeg nogensinde har hørt på en bærbar. Er det hifi? Nej, selvfølgelig ikke, for fysikken spiller ind her. Det er stadig små højtalere i et lille kabinet. Men den lyder af langt mere end det lille kabinet dikterer. Jeg kan faktisk nyde at høre musik på den, og at se Youtube videoer er en sand fryd. Kombineret med hvad Apple kalder studie-kvalitet mikrofoner har lyden fået en gedigen opgradering. Der har været lidt feedback fra kunderne om at højtalerne “popper” når man f.eks. skifter spor eller video. Det gør min også. Det er ikke markant, men nok til at det er hørbart. Jeg gætter på at en kommende opdatering løser problemet.

Touchbar er stadig en kuriositet

Der er også små opdateringer til touchbar. Esc-tasten og Touch-ID er nu separate taster fremfor virtuelle på touchbaren. Det gør det lettere at ramme den rigtige tast, så man ikke behøver flytte blikket for at ramme en tast.

Touchbaren har haft et lidt broget liv igennem tiden. Idéen er smart nok med en smal OLED-skærm, der skifter funktion afhængig af hvilken app, man har åben.

Men det kræver understøttelse fra de forskellige udviklere, og her er problemet, at den er langt fra understøttet i alle apps. Alle Apple-udviklede apps understøtter den selvfølgelig, men det halter en del med tredjepartsudviklere. Jeg arbejder meget i Adobe Lightroom, og her er touchbaren helt tom bortset fra grundlæggende funktioner som lyd- og lysstyrke. Til gengæld understøttes den i Lightrooms søster, Photoshop.

Touchbarens store problem er, at den faktisk ikke bringer nogen nævneværdig fordel med sig. Skriver man i Pages, så får man knapper til fed, kursiv og understreget skrift m.m. Men når man skriver, så kræver det at man fjerner blikket fra skærmen og ned til Touchbaren for at trykke på den rigtige tast. Er man vant til at skrive, så er det langt nemmere at trykke CMD+B for fed skrift, uden at man behøver fjerne blikket. Så jeg har lidt svært ved at se den store fordel ved Touchbaren. Det er som om, Apple kom med en løsning på et problem, der faktisk ikke eksisterede.

Livet med adaptere

Én ting har dog ikke ændret sig… man er stadig nødt til at anskaffe sig nogle adaptere sammen med maskinen.

Den er udstyret med 4 Thunderbolt 3 porte (som samtidig er USB-C). Det er på mange måder fremtiden, for det er en meget fleksibel og hurtig port. Men den er stadig langt fra så udbredt som f.eks. den gamle og almindelige USB-A port. Min Wacom tablet har en USB-C port i siden, men kablet, der følger med, har i den anden ende et USB-A stik. Så vil jeg tilslutte den, så skal jeg bruge en adapter. Ligeledes med min mus, hvis jeg vil oplade den. Og min eksterne harddisk. Mit kamera. Min printer. Jeg kunne blive ved. Og der er ingen kortlæser indbygget, så uden ekstra tilbehør vil det være umuligt at overføre billeder fra mit kamera. Så det første, jeg gjorde, var at købe en hub, der indeholder et antal USB-A porte og en kortlæser. Det er som om, Apple lige er en postgang for tidligt ude. Jeg ville især have ønsket mig en kortlæser i siden, som i de ældre modeller af MacBook Pro.

Konklusion

Man kommer ikke uden om, at det er en dyr maskine. Faktisk en vanvittig dyr maskine. I skrivende stund koster den billigste model kr. 21.499,-, og den dyreste model efter forskellige opgraderinger ender på  kr. 53.379,-. Ja, man kan få billigere maskiner med Windows. Men med samme specifikationer er der ikke så meget at spare, som man ellers skulle tro. Så det vigtigste spørgsmål, man bør stille sig selv, er: Skal jeg køre MacOS eller Windows? For mig var valget let, efter en kort betænkningstid. Jeg er meget dybt forankret i Apples økosystem, og har været det siden jeg skiftede fra Windows til MacOS i 2011. Så jeg har meget arbejde liggende i software, som kun findes til MacOS, og har en del Apple enheder i forvejen. Jeg elsker det gennemtænkte og brugervenlige design. Jeg kan tilslutte maskinen til min eksterne skærm med ét kabel, som både overfører billede, lyd, data og strøm. Lyden kommer ud af den eksterne skærms højtalere, og skærmens webcam og mikrofon overtager fra Macbook’ens, imens min USB-hub tilsluttet via USB-C på skærmens bagside tilslutter maskinen til eksternt tastatur og printer. Og Macbook’en oplader samtidig. Alt fra ét kabel. Så har man opgaver, der kræver maskinkraften, og er man villig til at betale, hvad det koster, så kan maskinen varmt anbefales. Den er virkelig en evolution i forhold til de tidligere 15″ modeller.

 

Et svar

  1. Marie Louise siger:

    Jeg opdagede at en multi USB port ikke kunne trække en ekstern DVD drev, så jeg måtte købe en single converter til USB, det hjalp. Jeg har en del gamle DVD’er med kurser og videoer som jeg ikke vil bruge Cloud plads på men som jeg gerne vil kunne se – lidt ligesom at slå op i et leksikon – når behovet er der.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *