Segway stopper produktionen

I 2001 kørte en mediekampagne, som var yderst effektiv. Det var rygtet, at der ville blive annonceret noget revolutionerende, en teknologisk landvinding, som ville revolutionere menneskeheden. Rygtet lød bl.a. på en opfindelse, som ville kunne ophæve tyngdekraften(!) Ordene var store og omfangsrige, og det samme var hypen. Jeg husker tydeligt, at jeg sad og ventede spændt på annonceringen, som jeg havde fulgt rygterne om igennem lang tid. Medierne talte om et revolutionerende transportmiddel, som ville få Jetsons til at blive misundelige… et personligt hovercraft i stil med det, Tilbage til Fremtiden-filmene gjorde berømt.
Hvad der derimod blev annonceret var et selvbalancerende “skateboard”… Segway PT. Et bræt med computere, sensorer og motorer, som kører fremad og tilbage afhængig af hvordan man læner kroppen. Og det til en pris, som man kunne få en fin brugt bil for.
Opfinderen Dean Kamen, som var den tids Elon Musk, havde de helt store ord fremme for opfindelsen. Og det var nok her, det største antiklimaks indtraf. Forventningen om at se noget helt revolutionerende i stil med en personlig jetpack blev afløst af et smil og let hævede skuldre… “var det virkelig det?”. Et skateboard med et styr og en motor.
Segway er sidenhen opkørt af Ninebot, og er nok mest berømt for en lang række elektriske løbehjul, som kan købes overalt på nettet.
Nu har Segway annonceret, at de stopper med at producere det oprindelige “revolutionerende” individuelle transportsystem Segway PT. Tilbage står et produkt, som blev overhypet før det overhovedet kom igang. Et produkt, som ikke blev den revolutionerende transportform i byerne, som Kamen havde forudset, men endte med at blive brugt af turister og tivolier rundt omkring til “Segway tours”.